Desværre er der alt for mange både muslimer og ikke-muslimer, som ikke kender ret meget til, hvad islam egentlig er. Det samme er tilfældet for mange vestlige konvertitter, som tiltrækkes af et skønmaleri af sammenhold, kultur, og islamisk dawa (mission), som fokuserer på de få vers i koranen, der giver et billede af tolerance og fred og undlader at fortælle om de voldelige og intolerante dele. Og hvis vi ikke ved, hvad islam er og betyder for muslimer, er vi ikke i stand til at give islam et kontant - og særdeles påkrævet - modspil.
Islam er både en individuel tro og et politisk system - og de to dele kan ikke skilles ad. Det forstår vi som kristne eller ateister med en kulturkristen baggrund ofte ikke rigtigt, for vi er så vant til, at religion handler om den enkeltes personlige trosoverbevisning. Islam er ikke kun en religion, men i lige så høj grad en ideologi, der omfatter politik, kultur, økonomi og juridiske og sociale forhold. Islam er på mange måder mere domineret af jura end af tro. Koranen er mere end et helligskrift for muslimer. Den er et guddommeligt politisk manifest og nærmest en islamisk forfatning for de radikale grene af islam, som ønsker at islamisere alle samfundets sfærer. Det samme gælder for hadith - beretningerne om Profeten Muhammeds gøren og laden. Dette er udtrykt i sharialoven, som regulerer alle områder af muslimernes liv.
Islam er bygget op omkring personen Muhammed, lige fra hans møder med ærkeenglen Gabriel / Jibreel i en hule udenfor Mekka til hans død i 632 som leder af et voksende islamisk imperium. Han anses af muslimer for at være det perfekte menneske, som alle muslimer - selv i vor tid - må bestræbe sig på at efterligne i så høj grad som muligt. Det gælder både hans fysiske fremtræden og hans karakteregenskaber og alt, hvad han gjorde og sagde. "I har et smukt eksempel i Guds udsending, for enhver, som sætter sit håb til Gud."[1]
Der er ingen tvivl om, at islam opstod på en tid, hvor de øvrige stormagter, Persien, Byzants og Rom var optaget af både interne og eksterne konflikter. De muslimske erobringer blev gjort mulige, fordi området var udmattet af langvarige krige og stridigheder mellem områdets stormagter. Byzants var optaget af en udmattende krig mod Persien. Det meste af det katolske Vest- og Centraleuropa levede i denne periode i konstant usikkerhed, udsat for islams konstante angreb og plyndringstogter fra syd, indfald af krigeriske vikingestammer fra nord og ungarere fra øst. Muhammed selv indledte krigen mod Persien, Byzants og Abyssinien, som han "inviterede" til islam. Muhammed skrev til den østromerske kejser Heraclius i Konstantinopel og inviterede ham til at antage islam, hvorved hans og hans undersåtters liv og ejendom ville være sikret - underforstået, at hvis de ikke gjorde det, ville de blive dræbt og berøvet deres ejendele. De tog ikke mod indbydelsen, og i 635, kun tre år efter Muhammeds død, faldt Damaskus, et af kristendommens lærdomscentre, i muslimernes hænder. I løbet af kort tid erobredes Syrien, Palæstina og Egypten fra det kristne Byzants og også Persien blev løbet over ende af kalifatets erobringshære. Allerede i midten af 7. århundrede, det vil sige kun ca. tyve år efter Muhammeds død i 632 havde arabiske hære udslettet Perserriget og halveret det byzantinske (østromerske) imperium.
Det er i den grad tankevækkende, at der er ingen naturlig moral i islam. Det er Muhammed, der taler for islam. Det er Muhammeds handlinger og udtalelser, der definerer moralen i islam. Muslimer retfærdiggør alle Muhammeds handlinger, selv dem, der er tydeligt moralsk inkonsistente, fordi han ER det bedste menneske, der nogensinde har levet, og fordi han ifølge Allah/koranen skal adlydes uden diskussion. Sådan lyder det i Koranen: "Vi har aldrig sendt en udsending uden med det for¬mål, at han, med Guds tilladelse, skulle adlydes. Hvis de, når de havde handlet uret mod sig selv, kom til dig og bad Gud om tilgivelse, og hvis Udsendingen bad om tilgivelse for dem, så ville de finde Gud tilgivende og barmhjertig. Men nej, ved din Herre! Troende vil de ikke være, før de udpeger dig til opmand i de stridigheder, der er imellem dem; før de i deres sind ikke finder nogen indvending mod den afgørelse, som du træffer, og før de underkaster sig helt."[2] - "Når Gud og Hans udsending har truffet beslutning om en sag, tilkommer det ingen troende mand eller kvinde at vælge frit i deres sag. Den, der trodser Gud og Hans udsending, befinder sig i åbenlys vildfarelse."[3] Og Sahih Bukhari siger i overensstemmelse hermed, at "Jorden tilhører Allah og hans apostel." Muhammed er Allahs partner på alle områder.[4]
I koranen er der 146 henvisninger til helvede, og i 94 pct. af tilfældene er de formastelige endt her, fordi de har udtrykt uenighed med Muhammed – de har altså gjort sig skyldige i en politisk forbrydelse. Alle der løj om profeten, ville f.eks. komme i helvede.[5] Kun 6 pct. er i helvede, fordi de har handlet umoralsk ved at begå mord, tyveri o.lign.
Hvis ikke Muhammed krævede universel underkastelse[6] og forlangte, at islam - Muhammeds oprindelige form for islam - skulle være hele verdens religion[7], ville dette ikke udgøre så stort et problem, som det gør i dag. Muhammed levede i en anden tid med helt andre normer og hvis man ikke tager højde for, at livet var meget anderledes dengang, men forsøger at leve i det 21. århundrede ud fra det 7. århundredes standarder, så løber man uvilkårligt ind i problemer. Når man handler, som Muhammed gjorde i det 7. århundrede, her i det 21. århundrede, får man ... terrorister! Muhammed var en typisk krigsherre på sin tid - men i dag handler ingen normale mennesker på den måde. Muhammed beordrede personligt mordet på flere af sine politiske modstandere, han plyndrede og massakrerede de vantro, tog deres børn til slaver og deres kvinder til sexslaver og torturerede fanger - alt sammen noget, de færreste i dag anser som et eksempel værdigt til efterfølgelse. Selv, når hans krigeriske aktiviteter ramte kvinder og børn, citeres Muhammed for blot med et skuldertræk at sige: "De er blandt de vantro."[8]
Opfattelsen af, at der er én og kun én islam, er altså absurd. Der er ingen central instans i islam, ingen officiel anerkendelse af islamiske lærere og lærde. Islam er delt op i tre hovedretninger (sunni, shia og sufi) og disse er delt op i otte "skoler" med mere end 70 forskellige sekter, som hver især fortolker og praktiserer islam meget forskelligt. Modsætningerne mellem sunni-islam og shia-islam er især tydelige, de anser hver især den anden gruppe for kættere, men kan dog som regel enes om at anse andre grupper, f.eks. alevitter og ahmadiyia-muslimer, for kættere. De rettroende muslimer, de moderate, de pragmatiske, imamerne, de politiske partier og de muslimske organisationer fremlægger islam forskelligt. Selv eksperter og kritikere af islam kan have forskellige opfattelser. Islam er langtfra nogen entydig og statisk størrelse.
Der findes 57 muslimske lande i verden, og hvert af dem praktiserer deres egen lokale version af islam, som er i overensstemmelse med folkets fortolkning, ritualer og ceremonier. Hver sekt og hvert land kan have sine egne ulama - islamiske lærde - som kan udstede fatwaer mod hinanden, ofte med helt modsat indhold. Der er store sproglige, religiøse og traditionsmæssige / kulturelle forskelle i den måde, muslimer lever på. Disse forskelle udmønter sig ofte i konflikter, hvor rivaliserende grupper bekæmper hinanden og søger at tiltrække tilhængere.
Comments